Senöki og juleuglerne (2/2)
Lille Senöki vidste godt, at det var mærkeligt for en ugle at være bange for mørket, for de kunne trods alt se så godt om natten! Han var ikke sikker på, hvad der havde forårsaget det, men da hans familie var ude at arbejde mange nætter og efterlod ham alene i reden, var han blevet mere og mere nervøs om natten. Alle mærkelige lyde var uhyggelige, og alle mærkelige skygger var skræmmende.
En nat besluttede han, at han havde fået nok, og at han ville følge efter sin familie, når de tog af sted til deres sene natarbejde hos Holhooja-elverne. Han gav dem et forspring, så de ikke skulle opdage det, og fløj så efter dem af alle kræfter, selvom den mørke skov var skræmmende.
Alt gik godt, da et vindstød kom ud af ingenting og fik den lille ugle ud af kurs. Da han fik orienteret sig, kunne han ikke se skyggen af sin familie nogen steder! Pludselig virkede alting meget mere skræmmende og mørkt.
En gren knækkede, og den stakkels lille ugle lettede igen i frygt, ikke rigtig sikker på, om han var på vej i den rigtige retning eller ej. Så bevægede grene sig pludselig i natten med en skræmmende klapren. Hver ny lyd skræmte Senöki mere, og han blev helt rundtosset i den mørke skov.
Pludselig fik han øje på et lys i det fjerne og fløj hen imod det med al sin styrke. Sikke en lettelse, lyset kom fra en af Holhooja-hytterne!
Han flyver direkte ind og gemmer sig i et hjørne, til stor overraskelse for holhoojaen Kara, der havde arbejdet på noget rensdyrudstyr.
"Åh nej! Hvad er der sket med dig, lille ven?" Kara skynder sig over for at se til den lille ugle. Efter et øjeblik til at falde til ro kan Senöki forklare, at han løb fra noget skræmmende ude i mørket.
"Skal vi ikke gå ud og se sammen? Jeg er sikker på, at der ikke er noget rigtig uhyggeligt derude." Kara griber en lanterne og tilbyder at bære Senöki. Han har egentlig ikke lyst til at gå udenfor igen, men han har det meget bedre med den venlige elver.
I lyset fra lanternen ser alting anderledes ud. Den skræmmende bankelyd var bare en løs port, og grenene, der bevægede sig, var et sovende rensdyr! Senöki blev flov, men Kara lo: "Det er okay at blive skræmt af mærkelige lyde, bare husk, at det er noget velkendt, der laver dem i første omgang. Ved du hvad, jeg bliver oppe hos dig i nat og hjælper dig så med at komme hjem til din familie i morgen tidlig."
Senöki er glad for at blive i Karas hytte i aften og bliver endda modig nok til at spørge hende om alle mulige ting om Stardust-uglerne. De bliver oppe hele natten og snakker og nyder hinandens selskab.
Da solen knap nok er begyndt at titte frem om morgenen, er Senöki så udmattet, at han falder i søvn. Kara griner for sig selv og finder noget værktøj frem og går glad i gang med at arbejde på noget.
Ikke så længe efter vækker hun den lille ugle med en overraskelse. "Jeg plejede også at være bange for mørket, men jeg har fundet noget, der hjælper!" Hun trækker et lille tøjdyr frem i form af en alf, lige den perfekte størrelse for en lille ugle at putte med.
"Da jeg har lavet den med kærlighed, kan du putte med denne dukke, når det er mørkt og uhyggeligt, og du vil aldrig rigtig være alene."
Kara går tilbage med Senöki til hans families træ, og hans familie er så glade for at se ham i god behold.
Næste gang Senökis familie ikke er på arbejde, putter han sig ind til dukken og drømmer glade drømme om at vokse op og flyve med dem. Skyggerne udenfor er bare ikke så uhyggelige længere!
Vi har flere historier til dig! Læs om Den røde julestjerne.